Denne artikel er venligst udlånt af Bodil Minna Krondal HonumKennel Krondal, Lejre, tidligere formand for Cavalierudvalget under KSS, som bl.a. beskæftigede sig med racens sundhed.
Sundhedsmæssige forhold
Denne beskrivelse af racens sundhed er ikke en detaljeret gennemgang. Jeg har i min relativt kortfattede behandling af emnet, forsøgt at beskrive racen overordnet, med vægt på det mere generelle samt egne erfaringer.
Racens generelle sundhed:
Racen Cavalier King Charles Spaniel udmærker sig generelt ved en god sundhed, både fysisk og mentalt. Det er en robust og sporty race, der er mere mobil og udholdende end den umiddelbart ser ud til. Racen har derudover bevaret artens sunde instinkter, både i forbindelse med sin omgang med artsfæller og i relation til forplantning og yngelpleje. Det har stor betydning for den næste generation, at forældredyrene har de sunde instinkter i behold. Både når det drejer sig om at omgås artsfæller på en fornuftig måde, men også i forbindelse med forplantning og ikke mindst yngelpleje, idet disse egenskaber også nedarves til afkommet. Som noget ret usædvanligt, ammer og plejer de fleste cavalier-tæver der ligger med hvalpe, gerne en anden tæves hvalpe. Som opdrætter oplever man derfor ofte, hvis man har flere kuld samtidig, at hvalpene dier i flæng og søger den nærmeste diegivende tæve, når tørsten melder sig. Dette er muligvis et udslag af racens meget sociale natur, og udprægede flokinstinkt. Også i en cavalier-flok er der rangorden, men den håndhæves på en måde, så man kun bemærker det, hvis man nøje iagttager flokken. Slagsmål og ballade er ikke typisk for cavalieren. Rangordnen styres i stille ubemærkethed ved hjælp af blikke og kropsattityder.
Sundhedsmæssige problemer:
Racen har én sundhedsmæssig fejl, eller sygdomsdisposition. Endocardiose, som sygdommen kaldes, er en aldersbetinget degeneration af hjerteklapperne, som også forekommer hos andre hunde (også blandinger), men hos Cavalier King Charles Spaniel kan denne sygdom starte tidligere end man ser det hos andre racer. Når sygdommen konstateres hos de dyrlæger, der er specialiseret i at foretage hjerteundersøgelse for denne sygdom, indeles den i grader, og går fra grad 1 til 6. Hos øvrige dyrlæger nøjes man som oftest med at konstatere at 'der er noget mislyd på hjertet'. Hastigheden hvormed sygdommen udvikler sig varierer meget. Hos langt de fleste går udviklingen relativt langsomt, og disse hunde lever et langt og normalt hundeliv, uden nogensinde at være generet af sygdommen, der heller ikke i disse tilfælde kræver nogen form for behandling. Disse hunde afslutter deres liv af mange andre årsager end endocardiose, præcis som andre hunderacer.
Hos et lille antal kan sygdommen udvikle sig hurtigere, og disse hunde kan få behov for medicinsk behandling i deres sidste leveår. Enkelte af disse kan få afkortet den normale levealder, med få år, fordi sygdommen har nået et niveau der nødvendiggør dette. Det er dog et fåtal, og opdrætterne arbejder generelt seriøst på at få selv dette begrænsede antal nedbragt.
Mine personlige erfaringer med endocardiose:
Min erfaring med mine egne hunde har indtil nu været følgende. Til dato har jeg måttet tage afsked med tre af mine hunde. Den første, Candy, havde på det tidspunkt nået en alder af 10 ½ år og havde endocardiose i grad 2 og havde hverken symptomer på sygdommen eller behov for behandling. Hun måtte aflives på grund af nyresvigt, forårsaget af fremskredet kræft i de indre organer. Den anden, Bonita, måtte aflives i en alder af godt 11 år, på grund af lymfekræft. Hun havde på det tidspunkt endocardiose i grad 4, men havde ingen symptomer og fik derfor ingen medicinsk behandling. Begge hunde fik konstateret endocardiose i en alder af ca. 7 år, men nåede aldrig at få gener af sygdommen. Den sidste var Tristan, min første hanhund, som jeg hentede som 8 ugers hvalp i Tyskland. Han fik konstateret endocardiose første gang i en alder af 8 ½ år. I en alder af 12 år havde sygdommen udviklet sig til grad 5 og på trods af, at han ikke viste nogen egentlige symptomer, besluttede vi på anbefaling af Henrik Duelund Pedersen, KVL, at indlede medicinsk behandling. Behandlingen bestod af 3 forskellige piller. Det var henholdsvis piller der stimulerede hjertets evne til at pumpe tilstrækkeligt, vanddrivende piller der skulle forhindre evt. væske i lungerne samt blodtryksregulerende medicin. I en alder af 14 år måtte vi desværre lade ham aflive, fordi han blev blind på grund af grå stær. Han var stadig frisk og glad, og var tilsyneladende ikke generet af sin hjertesygdom, men hans manglende evne til at kunne orientere sig, betød at han ikke mere kunne færdes frit. Da han altid havde været meget aktiv og elskede at tumle med de andre hunde, syntes vi, at tiden var inde til at lade ham slutte et langt og godt hundeliv med værdighed.
Af vores øvrige hunde er der i øjeblikket kun 1 der har fået konstateret endocardiose. Det er Lewis, som nu i en alder af 10 år har endocardiose i grad 3. Han farer stadig rundt som han altid har gjort og viser ingen symptomer. Sygdommen har ikke udviklet sig yderligere de sidste 2 år, så vi håber at han måske kan få lov at blive lige så gammel som sin farfar Tristan der nåede de 14 år.
Hjerteundersøgelser på Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole:
Siden 1992 har der pågået en videnskabelig undersøgelse på Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole (KVL), forestået af Henrik Duelund Pedersen, og er netop afsluttet med en doktorafhandling. Denne undersøgelse har kortlagt mange ting omkring endocardiose. Blandt andet har man nu et billede af sygdommens arvelighed, der viser at mildt angrebne individer (grad 1 og til dels grad 2) kun i minimalt omfang nedarver sygdommen mere end dyr der er helt fri i en alder af 5 år. På basis af denne viden blev der vedtaget avlsrestriktioner for racen, således at ingen Cavalier kunne indgå i avl, uden at have en hjertestatus der var i overensstemmelse med de vedtagne restriktioner. Disse avlsrestriktioner trådte i kraft 1. januar 2001, og der er dyrlæger over hele landet der kan udføre den nødvendige undersøgelse. Disse dyrlæger uddannes på KVL af Henrik Duelund Pedersen, og det sikres på den måde, at alle disse dyrlæger lever op til de nødvendige krav med hensyn til kvalifikationer. Undersøgelsesresultaterne bringes i klubbladet for Cavalier King Charles Spaniel Klubben i Danmark.
Avlsmæssige dispositioner:
Da dispositionen for denne sygdom er meget udbredt i racen, kan man ikke fravælge mildt angrebne avlsdyr, uden at indsnævre den genetiske spredning der bør være, for at undgå stærk indavl. I stedet må man basere sin avl på 'kompensationsavl', hvor det ene avlsdyrs mangler opvejes af det andet avlsdyrs fortrin, præcis som man gør med alle de øvrige egenskaber som nedarves.
På den måde vil racen langsomt men sikkert, generation for generation, også blive hjertemæssigt sundere. Målet er naturligvis på sigt, hvis det er muligt, at avle sygdommen helt ud af denne ellers så sunde hunderace, eller som minimum sikre, at de kan få et fuldt langt liv, som ikke afkortes af denne sygdom eller forringer deres livskvalitet.
