For at kunne blive en god flokleder i hundens øjne, er vi nød til først at forstå hvad der gemmer sig bag dette begreb. I enhver ulveflok, eller flok af vilde hunde er der et hierarki. Den ulv eller hund som er øverst i hierarkiet kaldes alfa-uvlen eller floklederen. Kort fortalt er floklederen det individ i flokken, som har beføjelserne til at træffe afgørelse om hvad der skal foregå og hvornår. Blandt vilde hunde og ulve er det floklederen der træffer beslutningen om hvornår der skal jages, hviles, foregå sociale aktiviteter osv.

En flokleder har typisk en mage, som ligeledes er øverst i hierarkiet for tæverne. De er tit og ofte et ældre par, som i kraft af deres erfaring er meget kompetente til at lede flokken, og sørge for at den overlever på bedst mulig vis.

Modsat af hvad mange tror, er det ikke det fysisk stærkeste individ i flokken som bliver flokleder, men der i mod det mest intelligente. Det er heller ikke som mange ligeledes fejlagtigt tror, gennem hård dominans og konstant aggressivitet at floklederen forsøger på, og lykkedes med, at forblive flokleder. Der er mange parametre som en flokleder skal opfylde, for at være egnet til at lede flokken. Selvfølgeligt skal han have en vis portion dominans i sig og være mentalt stræk, for overhovedet at have modet til at kravle op i hierarkiet. Dertil kommer, at han skal have evnerne til at holde ro i flokken så de dominans kampe der konstant foregår, aldrig udvikler sig til mere end lidt knurren, rejste børster og når det går hedt for sig markeringer af bid. Ind i mellem sker det selvfølgeligt, at dominanskampene udvikler sig til regulære slagsmål, men det er absolut en undtagelse. Floklederen har som mange tror ikke ansvaret for at løse alle opgaver i en ulveflok. Der vil altid være individer som er specialister inden for bestemte områder, nogle er f.eks. gode til at jage og skaffe føde mens andre er gode til at skabe tryghed i flokken hvis denne udsættes for trusler. Floklederens ansvar er uddelegere de enkelte opgaver til det/de individer som er bedst til at løse de opgaver flokken står overfor. Det samme gælder når fremmede ulve trænger ind på flokkens territorium. Det er ikke altid det er floklederen som tager ud for at jage dem bort, men ofte bliver der sendt en "spejder" ud for at se hvem og hvad det er. Kommer det i sidste ende til en egentligt kamp, så har floklederen selvfølgeligt ansvaret for at beskytte flokken mod overgreb. Det hænger mere sammen med at floklederen er et mentalt stærkt individ, og dermed kan modstå det pres som opstår i en sådan situation, end at han er den fysisk stærkeste.

Kun i situationer, hvor floklederen udfordrers af et andet individ fra flokken, må floklederen klare sig selv.

Blandt ulve og vild hunde er det sådan, at næsten lige meget hvilken adfærd en flokleder udviser bliver det accepteret af flokkens øvrige medlemmer. Der er dog en enkelt undtagelse til denne ”regel”, og det er hvis lederen får et ”hysterisk anfald”. En leder som mister besindelsen og bliver ekstremt aggressiv, overdriver de dominante handlinger, bruger fysisk magt hvor det er absolut unødvendigt mister lynhurtigt respekten blandt flokkens andre medlemmer. I ulvens øjne er en sådan adfærd udtryk for afmagt/frustrationer/manglende overblik hvilket er uforligneligt med at være flokleder. Sker dette gentagende gange, vil beta-hannen i flokken søge at overtage rollen som flokleder. Der er naturligvis plads til at floklederen ”har en dårlig dag”, men han skal ikke gentage en forkert adfærd mange gange, inden hans position bliver truet.

Når vi taler lederskab, så skal vi huske på, at enhver hund vil forsøge at få så høj en status i flokken som muligt. Selv hunde, som ville være typiske underhunde i en vild hundeflok, vil forsøge at tage magten i en familie, hvis de får muligheden for det. Derfor er det vigtigt at du altid viser hunden at den er nederst i familiens hierarki.

Da vi mennesker er hunde klart overlegne rent intelligensmæssigt, burde det ikke volde de store problemer, at få hundens respekt og dermed blive en naturlig flokleder i dens øjne. Desværre er det ikke altid at vi, trods den intelligensmæssige fordel vi har, rent faktisk også er flokleder i hundens øjne. Et af problemerne er, at når vi kommunikerer med hunde, er nødsaget til at gøre det på "hundesprog" for at hunden forstår os. Et andet problem er, at vi mennesker i mange år har haft en forkert opfattelse af hvordan "hundens verden" fungerer, og har troet at hunde har behov for en totalitær og nærmest diktatorisk opdragelse, for at lære det vi ønsker de skal lære. I dag er vi heldigvis blevet klogere, og har fundet ud af at det forholder sig stik modsat.

Helt i tråd med den måde hvorpå hierarkiet i en ulveflok afgøres, afgøres hierarkiet i forholdet mellem mennesker og hund, i hvert fald i hundens øjne. Det betyder, at så længe vi er i stand til at sørge for at der er føde og vand, at hunden føler sig tryg i flokken, at der er ro i flokken, at der er tid til socialisering i flokken, og der sker lidt aktiviteter hver dag, er vi i hundens øjne gode flokledere. Vores opgave som flokleder er altså at gøre hundens liv så nemt som overhoveder muligt, i hvert fald set fra hundens synspunkt. Det er ikke det samme, som at hunden forventer at vi løser alle opgaver den bliver stiller overfor, tvært i mod. En sund hund vil meget gerne bidrage til arbejdet i flokken og samarbejde med floklederen, og gøre sit yderste for at stille denne tilfreds.

Der er mange små ting du kan gøre i hverdagen for at være en god flokleder. Det handler ikke om at du skal rende rundt i timevis og kommandere rundt med din hund på en træningsbane. Kan du sætte dig igennem over for din hund, og afgøre hvornår i skal lege, hvornår der skal nusses og kæles, hvornår der skal hviles, hvornår i skal gå en tur osv., er du kommet langt med at blive respekteret som leder i hundens øjne. Selve træningen af hunden har ikke så meget med fastlæggelse af lederskabet at gøre, som mange tror. Under træning er det motivation, som for hunden til at udføre det den får besked på. Altså det at den får ros/godbidder/lov til at lege lidt, som gør at den henter apporten. Det er ikke udelukkende fordi du er flokleder den lystre dig i de situationer.

Det at blive flokleder lyder som en forholdsvis enkel opgave, hvilket det også ville være, hvis vi ”talte” samme sprog som hunden. I den måde vi som mennesker kommunikerer på, er der et utal af signaler som har en anden og ofte stik modsat betydning for hunden, end hvordan vi opfanger dem. Her kan bl.a. nævnes at et smil opfattes som aggression af hunde, at et knus er for en hund en ”kamphandling” hvor der afprøves kræfter, at et klap på hovedet for et barn opfattes som en venlig handling mens det for en hund er et signal om at den bliver domineret. Når vi kalder/råber på en person (eller hund) som er langt fra os (og måske vinker med armene), er det i hundens øjne et signal om at vi er truende og advarer om at komme for tæt på. Sådan er der mange signaler som vi udsender, der bliver tolket modsat af hunde.

Det at være en god flokleder er ikke noget som kommer let. Det kræver at vi mennesker gider bruge lidt tid på at lære at forstå hundens måde at kommunikere på. Vi skal altså være i stand til at kunne aflæse hundens sindstilstand, ud fra de signaler hunden udsender – mimik, kropssprog og lyde. Yderligere skal vi være lære at handle hensigtsmæssigt, set i forhold til hundens sindstilstand. Hvis en hund f.eks. er stresset, hjælper det ikke at skælde den ud. Det vil bare øge hundens stress niveau. Der i mod skal vi hjælpe hunden til at falde til ro, og det sker ved at vi taler roligt til hunden og evt. stryger den langt siden. På samme måde med en hund som gør og knurrer af f.eks. en anden hund. Hvis vi begynder at råbe, opfanger hunden det som et signal om at vi er ”lige så højt oppe at køre” som hunden, at vi også advarer den anden hund om at holde sig på afstand, og at vores hund skal fortsætte med det den er i gang med lige nu, nemlig at knurre og gø. I stedet skal vi igen berolige vores hund, ved at tale roligt til den, og evt. stryge den langs siden.

Det at være en god flokleder kræver også, at vi klart og tydeligt viser hunden hvor i hierarkiet den hører hjemme. En hund som den ene dag får lov til at ligge i sengen, men næste dag skal spise efter familien har spist, bliver usikker på hvor vi ønsker den skal være i hierarkiet. Vi må ikke i kærlighed til hunden give den privilegier, som f.eks. at lade den sove i sengen, med mindre vi rent faktisk ønsker at sætte hunden højere i hierarkiet end f.eks. børnene som jo sover i deres egen seng. Endeligt skal du huske på, at det ikke er synd for hunden at den er nederst i hierarkiet. Hunden affinder sig uden problemer med at være i bunden, så længe individerne over den gør sig fortjent til deres højere status.

Gør vi vort arbejde godt, kommer resultaterne også. Vi får så en hund, som tillidsfuldt følger os og udfører det vi forlanger af os. En hund som ikke vil forsøge at kravle op i hierarkiet, men kender og accepterer sin plads. En hund som sjældent vil stress op, men bevare roen når den er i din nærhed uanset om jorden så skulle være ved at gå under, da den stoler 100% på at du altid træffer de rigtige beslutninger for flokken og dermed også for den.