Afskedens time
Kære hundeejer.
Det er hårdt at skille sig af med sin bedste ven, men afskedens time kommer - af og til før du selv havde forventet. Du har været ansvarlig hundeejer og givet din hund en god, spændende og værdig tilværelse, så sørg også for en værdig afsked for din hund. Vær også i denne situation en ansvarlig hundeejer, og giv din hund en værdig afslutning på livet.
Når din hund kommer til det punkt i livet, hvor det er tid til at tage afsked med denne verden, er det dit ansvar som hundeejer, at det sker på så god en måde for hunden som overhovedet muligt. Hold ikke hunden i live, blot fordi du syntes at det er synd for hunden at den skal aflives, men tænk i stedet for på hvilke pinsler du kan skåne din hund for, ved at få den aflivet når tiden er inde.
En vild hund eller ulv bliver sjældent mere end 6 - 7 år gammel, og lider tit og ofte en grufuld død. På samme måde risikerer du at påføre din hund en smertefuld sidste tid på jorden, hvis du ikke lever op til det ansvar du har som hundeejer og får din hund aflivet, når livet for hunden begynder at "gøre ondt". Hvornår det er tid til at tage afsked vil jeg ikke komme ind på, det må være et skøn fra dig og fra din dyrlæge.
Jeg har selv oplevet flere af mine hunde blive aflivet, og det var bestemt trist at skulle tage afsked med den. Selve aflivningen er hverken uværdig eller grufuld. Hunden mærker absolut intet, men sover stille og roligt ind. Hele aflivningen var for mig meget fredsfyldt, og vigtigst af alt, så føler jeg mig sikker på at hunden på intet tidspunkt var utryg eller bange for hvad der skulle ske.
Personligt har jeg efter et stykke tid, altid været glad for at jeg tog beslutningen, og ikke lod min hund gå rundt i dage, uger eller måneder med store lidelser til følge. Så tænk på hvordan du, også i den sidste tid, kan gøre det absolut bedste for din hund.
På forhånd tak
Disse artikler om hvalpens udvikling er venligst
udlånt af Brian Honoré Winther:
http://www.problemhunden.dk
|